Gå til indhold

Kulturnat 2011

Igen i år var Sankt Joseph Søstrene med i Københavns kulturnat
Fredag d. 14. oktober
Spirituel kulturnat

Til kulturnat var kirken hos Sankt Joseph søstrene fyldt med mange unge og interesserede mennesker, som ville lytte til sang og musik af en lidt anderledes slags.

Tre musikglade og højt kvalificerede personer bød på et meditativt og eftertænksomt tilbud, som blev modtaget med stor opmærksomhed. Mikael R. Andreasen, som allerede er kendt af mange og har indspillet en del CD’er, var hovedaktør hele koncerten igennem. – Udgangspunktet for musikken var nogen åndelige tekster af Julian of Norwich, som levede i det 14. årh. Mikael og hans lille orkester har komponeret musik til de meget åndelige og mystiske tekster, som er meget efterspurgt i dag.

Mange mennesker i vor tid søger mere indhold og ro i hverdagen – og kuturnatten hos søstrene tilbød en god mulighed for denne søgen. Musikalske betragtninger, som rører ved vore sanser og følelser er meget inde for tiden. De mange levende lys i kirken og “klostergangen” var med til, at skabe en rolig og spirituel atmosfære. Søstrene var villige til at svare på de spørgsmål, som flere deltagere sad inde med.

Efter koncerten kunne man hygge sig i salen med hjemmebagte kager, boller, kaffe, the og saftevand. Omkring bordene var der livlige og indholdsrige samtaler, som til dels var affødt af den stille, rolige og andagtsfulde musik i kirken.

En stor TAK til alle, som har bidraget til en vellykket og meningsfuld kulturaften

Skrevet af sr. Hildegard Doods

Lyt til Kloster her: www.myspace.com/klosterincyberspace