Gå til indhold

Inspirationsdag 2019

Med fokus på klima

Som det allerede er en god tradition i den danske provins, fandt inspirationsdagen for søstre og associerede fra Danmark og Sverige sted i oktober 2019 i retrætehuset på Stella Matutina med fokus på det, vi i dag kalder klimaforandringer.
En del af programmet var en indledende naturmeditation. Efter en bøn i kirken blev alle deltagere opfordret til at gå ud i haven og nyde morgenens friskhed og planternes, træernes, jordens og vandets skønhed. Inspirationsdagen finder altid sted i en stille atmosfære, men alligevel er der plads til udveksling af tanker i grupper og på tomandshånd. Stilheden er med til at lære at lytte til hinanden…
I sit oplæg fremhævede sr. Angela Rammé aspekter af spørgsmålet om klimaforandringer, der berører vores daglige liv. Sr. Angela gjorde opmærksom på, at vi er kaldet til ”at bidrage her og nu til at bygge en retfærdighedens, fredens og kærlighedens verden og til at have en etisk livsstil, hvor hvert eneste valg, vi træffer, er grundfæstet i en etisk bevidsthed om, at dette valg vil påvirke samfundet og vor jord.” (konstitutioner, side 6)
Et centralt spørgsmål i forbindelse med klimaforandringerne er, hvordan man kan motivere folk til at ændre deres daglige vaner og adfærd. Det gælder for Danmarks vedkommende almindelige vaner som et meget højt kødforbrug, mange flyrejser, overvejende individuel transport i bil, forbrugerisme, der fører til overforbrug, et højt energiforbrug og et meget digitaliseret samfund. Ifølge data fra WWF’s årlige ”Living Planet Report”, er Danmarks miljømæssige fodaftryk verdens fjerde største og det største i Europa.

Ved hjælp af pave Frans` encyklika ”Laudato Si” (2015) påpegede sr. Angela, hvad der er nødvendigt for at vaner kan ændres. Pave Frans er overbevist om at ”… forandringen er umulig uden motivation og en uddannelsesproces.” Målet er en “ny livsstil.” Paven siger, at en ”integreret økologi også består af enkle daglige handlinger, der bryder med logikken om vold, udnyttelse og egoisme… Kristen vækst foreslår en vækst, der er kendetegnet ved mådehold og evnen til at glæde sig over lidt. Det er en tilbagevenden til den enkelhed, der gør det muligt for os at standse op og påskønne de små ting, at være taknemlig for de muligheder livet byder os uden at være knyttet til det, vi har, uden at græmmes over det, vi ikke har. Dette indebærer, at vi aflægger herskermentaliteten og undgår blot at stræbe efter fornøjelser. Et sådant mådehold, der er frivilligt og bevidst, er befriende…. Lykke er at vide, hvordan man begrænser behov, som kun virker sløvende, og i stedet være åben over for de mange muligheder, livet byder os”.

Derefter kiggede gruppen på mulige klimavenlige forandringer i dagligdagen i dagens Danmark: at undersøge spisevaner der har et mere vegetarisk grundlag og udvikle bæredygtige måder at drive landbrug på (Danmark er et fødevare-og landbrugsland!), at lære at genbruge tingene (møbler, tøj…), at rejse uden at flyve, at bruge offentlige transportmidler og cyklen. For at gøre disse forandringer effektive, vil det være vigtigt at skabe en win-win-situation, det betyder, at når jeg opgiver noget, får jeg noget bedre, for eksempel mere livskraft og livsglæde, bedre og mere intensive relationer, har mere tid, føler mig sundere… Kort sagt: for at opleve, at ” et sådant mådehold, der er frivilligt og bevidst, er befriende” (Pave Frans, se ovenfor).
Deltagerne havde også tid til personlig overvejelser om nogle spørgsmål, der var blevet forberedt. Her er et udvalg: Hvad er min bekymring? Hvor ser jeg bekymring for og omsorg for miljøet i mine omgivelser? Hvad kan være et fælles projekt for os som søstre og associerede?

Senere viste udvekslingen i små grupper, at den enkelte har mange oplevelser med og megen glæde ved at gøre ting anderledes og at prøve nye og kreative måder at værne om vores jord, som giver os det, vi har brug for at kunne leve, og som er en gave fra Gud.