Gå til indhold
 
 

Sr. Dominika Wiening

Født: 27. nov. 1936
Død: 19. juli.2016
Begravelse: Onsdag d. 27. juli kl. 10 - Immaculata Kirken
sr. Dominika

Nekrolog sr. Dominika Wiening

 

Søster Dominika, døbt Karola Maria, blev født den 27. november 1936 i en lille landsby, Mussum, i nærheden af Bocholt ved grænsen til Holland. Som endnu 19 årige indtrådte hun i postulatet i Gerleve, Tyskland, det var den 1. november 1956. Søster Dominika blev iklædt den 15. august 1957 på Strandvejen i København. Hendes første løfter aflagde hun to år senere, den 15. august 1959 og de evige løfter aflagde hun den 15. august 1964, også i København.

Efter de første løfter flyttede sr. Dominika til Institut Sankt Joseph på Østerbro og året efter tog hun til Sankt Josephs Hospital i Griffenfeldtsgade, hvor hun påbegyndte sin sygeplejeuddannelse. Da hun afsluttede uddannelsen i 1964, tog hun til vort hospital i Aalborg, hvor hun arbejdede i 4 år. Tilbage i København i 1968 tog hun en tysk kateketisk uddannelse, som førte hende videre til München, hvor hun deltog i et toårigt teologisk studieophold.

Sr. Dominika var altid villig til at hjælpe der, hvor der var brug for det, ganske i Pater Médailles ånd. Derfor gav hun sit ja til at flytte til en af nordligste byer i Sverige, Umeå, hvor hun udførte sit apostolat i sygeplejen og menigheden i 5 år. I 1979 flyttede sr. Dominika til Nykøbing F. og boede i Bispegade 8. Herfra kom hun i begyndelsen af 80’erne tilbage til Strandvejen og flyttede til det nye kommunitet i Ordrup, sammen med blandt andre sr. Benedicte Ramsing. Kommunitetet ville være en bønnens oase midt i al travl optagethed. Andre stationer på hendes livsvej var senere Magleås, Sankt Hans Gade, Aalborg og Århus.

Meget tidligt i hendes liv blev hun ramt af slidgigt, som betød, at hun måtte opgive sit arbejde som sygeplejerske i slutningen af 1980’erne. Interessen i verden og ordenen har dog altid været stor og således har hun fulgt med, først gennem rejser til blandt andet tyske kirkedage og senere gennem medierne. Kurset ”Teologi for Lægfolk” tilførte hende nye kontakter ud over hele Danmark, ligesom den tyske menighed i København var et berigende sted med mange kontakter. I det hele taget var en stor del af hendes apostolat som Sankt Joseph Søster at pleje de kontakter, som hun havde fået gennem årene. Som ”madmor” var hun meget elsket på retræterne i Skovhuset, som sr. Regina vejledte.

En lumsk kræftsygdom fik fat i hende og de sidste 3 år var sr. Dominika meget plaget af smerter i alle led.

Da vi begyndte udflytningen til vore nye omgivelser, var sr. Dominika den første til at indvillige i at komme til plejehjemmet ”Slottet” i de Gamles By. Hun glædede sig over sin nye lejlighed, som gav mere plads til mange af hendes kære ting. Her kunne hun lave mad, især de retter, som hun bedst kunne lide. Det var blandt andet æg med bacon, som endda tilkaldte brandvæsenet, fordi komfuret var lige under brandalarmen. De tililende brandfolk fik også tilbudt en smagsprøve.

Sr. Dominikas tilstand blev tiltagende dårligere og de sidste 3 uger sov hun meget af tiden. Samtalerne var således sparsomme. Tirsdag, den 19. juli var kræfterne brugt og hun lagde sig til at hvile ud efter et fyldt og rigt liv på både gode og smertefulde oplevelser. Kl. 19.45 udåndede sr. Dominika stille og fredfyldt. På begravelsesdagen mødte mange af hendes kontakter op for at vise hende den sidste ære, som viste, at de havde mistet en afholdt ven. RIP

Sankt Joseph Søstrene

.

Nekrolog skrevet af Sr. Marianne Bode

R.I.P.