Lidt om meditativ dans:
Meditativ dans er rolige, fredfyldte men også glade runddanse med enkle gentagende skridt. Bevægelsen omkring centrum og erfaringen af at mærke og bruge sin egen krop er væsentlige elementer i meditativ dans. Dansens enkelhed skaber mulighed for at komme til ro, at skabe kraft og komme i samklang med sig
selv, med gruppen og med hele den omgivende verden. ” Når vi danser kan vi ikke strides”, siger sufierne.
I meditativ dans kan man mærke den dybe indvirkning fra symbolik, rytme og musik og muligheden for spirituel erfaring opstår. Dermed bliver dansen hellig og dens helende og gavnlige indvirkning kan mærkes på egen krop. Der bliver danset til klassisk og Taizé musik, såvel som til runddanse fra forskellige kulturer.
Sr. Angela afholder kurser i “Kontemplativ retræte” og Meditativ dans i hhv. på Stella Matutina i Kokkedal(Sankt Joseph Søstrenes eget retrætecenter), Ådalen kloster ved Randers, Skovhuset ved sdr. Vissing og endelig på Tysk i Benediktiner Kloster Nütschau. For næremere information kontakt sr. Angela pr. mail eller telefon
Sr. Angela Rammé
Mobil: 21 77 00 54
angelacsj@yahoo.de
Meditativ retræte d. 27. – 29. marts på Stella Matutina:
”… uendeligt i håbets dans må pulsen under himlen banke” (Jørgen Gustava Brandt)
I denne weekend vil vi se på håbet i vores liv. Tekster fra biblen og poesi skal inspirere os til at danse vores håb. Meditativ dans er for mig bøn der henvender sig til Gud, midtpunkt af vores liv. I gebærde og bevægelse omkring denne midte kan vores længsel og håb komme til udtryk. Kropsøvelser, stille meditation og fælles bøn vil hjælpe os dertil. Weekenden af holdes i en ramme af stilhed.
Hvad er kontemplativ retræte?
(Sr. Angela har skrevet følgende artikel til Skovhusbladet nr. 1 januar 2018)
En retræte er en åndelig øvelse, som understøtter mennesker i deres søgen efter Gud, efter sig selv, efter deres livs mening. Væsentlig ved en retræte er, at der er rum for stilhed, hvor man ikke taler og også bliver mere stille i sit indre, for at blive mere fri til at lytte og kunne nærme sig Gud. Retræten lærer os at bede, dvs. at komme i dialog med Gud og vær i den. Måden, hvorpå man understøtter dialogen mellem Gud og den øvende (retrætanten) er forskelligt for hver retræteform. Afhængig af ens livsfase kan den ene eller den anden metode være gavnlig.
En kontemplativ retræte leder også til kommunikation med Gud. Ved kontemplativ bøn bliver der ikke brugt ord, men den består af en stille væren i Guds nærvær. Sådan som gode venner kan være dybt forbundet med hinanden, uden at de behøver at tale meget med hinanden. I den kristne tradition er denne måde at bede på opstået fra hjertebønnen udviklet af de første ørkenfædre. Ved hjælp af et salmevers eller bønsord, som den bedende gentager i sit indre, søger man at være til stede i Guds nærvær. Det kan være med Jesusbønnen, hvor der ikke blot bliver gentaget et indre ord, men navnet Jesus Kristus, hvor man henvender sig direkte til personen Jesus Kristus. Også her gives forskellige muligheder for at gøre det. Jeg er inspireret af jesuitten Franz Jalics, som anbefaler at sanse åndedrættet og hænderne sammen med en gentagelse af navnet Jesus Kristus som hjælp til samling.
”Få mennesker fornemmer, hvad Gud ville gøre for dem, hvis de uden forbehold lod sig føre af Hans Nåde.” siger Ignatius af Loyola
Og jeg? Kan jeg overgive mig til Guds Nåde uden forbehold?
Under en retræte forklarede Franz Jalics det billedligt som at køre i bil. Er jeg parat til at overlade rattet i mit liv til Gud? At jeg sætter mig ved siden af som passager? Og hvilken slags passager på forsædet er jeg? Blander jeg mig hele tiden? Kører jeg med fuld af tillid?
At overgive mig – det kan blive en stor udfordring. Og en stor invitation til mere ro, indre fred og indre frihed, opdagelse af nye ting… hen imod et liv i fylde.
Og her begynder Franz Jalics altid, når han indleder en retræte. Han spørger deltagere: er du villig til at lade dig føre? Dvs. at give slip på selv at ville bestemme vejen. Han siger, dette gælder kun for denne tid, bagefter kan du vende tilbage til det, du er vant til, hvis du synes, det ikke fungerer for dig. Det er ikke let at lade sig føre, når man allerede har været på så mange kurser og mener, man ved bedre. Så kan det være ret så irriterende at se, at retræten har så megen struktur: kropsøvelser, indføring i meditation, fælles meditation i andagtsrummet, bibelimpuls om aftenen.
Og så begynder vejen med noget så banalt, som at alle bliver sendt ud i naturen, også dem, der føler sig meget erfarne og hellere vil sidde og meditere.
Men hvorfor gå ud i naturen? Naturen er den bedste læremester til bøn og stilhed. Den lærer os at tage imod det, der er i øjeblikket. Ikke forandre hele tiden. Et bøgetræ er et bøgetræ og vil ikke være et egetræ. Exupery sagde engang: naturen er så helbredende, fordi den ikke vurderer, dømmer. Jeg kan sanse Guds kærlige blik på mig, fornemme, hvordan naturen ser på mig. Jeg kan slappe af og behøver ikke at præstere noget.
Naturen lærer os at komme ind i nuet. Ikke gennem vores tankers anstrengelser, vor vilje. Det sker gennem vores krop, vore kropsfornemmelser, vore sanser. Der kommer vi i berøring med Gud. Gud har givet os en krop til at erfare og fornemme ham. Når vi lytter, bliver der helt stille i os, vi åbner os for at modtage (vi lytter). Vi er passive.
Hele retræten er en øvelse i at være i nuet og det skal vi overføre til vores hverdag.
Den tyske teolog Karl Rahner siger: Gud er altid der, hvor jeg er.