Gå til indhold

Historie

Fra Frankrig til Danmark (1650-1856)

Sankt Joseph Søstrenes virke i Danmark startede i 1856.

Men selve ordenssamfundets grundlæggelse går tilbage til året 1650, da jesuitter pateren Jean Pierre Médaille SJ i byen Le Puy i Frankrig fik kirkens formelle anerkendelse af „Det Lille Foretagende“, som han med stor kærlighed kaldte den gruppe af  kvinder, som ønskede at give sig selv helt til Gud.

I begyndelsen var …..

… der små grupper af kvinder, i Massif Central-regionen i det sydvestlige Frankrig, som følte sig dybt berørt af den elendighed og nød, 30- års krigen (1618-48) havde efterladt i netop deres region. Disse kvinder  delte en fælles drøm: at tjene Gud, at leve blandt almindelige mennesker og  at hjælpe der, hvor nøden var størst.  De plejede syge, besøgte ældre, tog sig af forældreløse børn og gik ind i fængslerne.  De oplærte unge piger, gav åndelig vejledning til troende eller søgende kvinder og de arbejdede utrætteligt for at lindre lidelsen og nøden omkring dem. Vi kender navnene på 6 af de første kvinder:

Anna Brun, som var forældreløs; Marguerite Burdier, som var krigsenke; Claudia Chastel; Anna Chraleyer; Anna Vey, som var 15 år gammel og Françoise Eyraud, som administrerede et hospital og var fællesskabets priorinde i de første 30 år.

Hvis du vil vide mere om disse seks kvinder klik her (engelsk) : De første seks kvinder i Le Puy


1646 og 1650  Le Puy-en-Velay 

Omkring 1646 kom p. Jean Pierre Médaille SJ i kontakt med disse unge kvinder og støttede og vejledte dem. De mødtes i små grupper på tre eller fire for at støtte hinanden i deres søgen efter Gud og for at kunne nå ud til alle de lidende mennesker omkring dem.  Med tiden var p. Médaille overbevist om, at det Gud ønskede af ham og de mange unge kvinder var, at ”oprette et samfund, der er fuldstændig tomt for sit eget“. I kontemplationen oplevede han,  at det var Jesus, skjult i Eukaristien, som skulle være forbillede for dette samfund.  Således gik det til, at Jean Pierre Médaille banede vej for en ny form for ordensliv. Sammen med Frans af Sales og Vincent af Paul var han i 1600-tallet med til at skabe de rammer, som gjorde det muligt for kvinder at leve efter en ordensregel udenfor et lukket kloster og således at være nærværende som kristne midt i en verden fuld af lidelse.

I 1650 anerkendte biskop Henri de Maupas i Le Puy-en-Velay denne gruppe formelt som  ordenssamfund, og søstrene  fik så ansvaret for hospitalet i Le Puy. Fællesskabet oplevede en stærk vækst og en blomstringstid, ordenssamfundet var åbent for kvinder fra alle  samfundsgrupper, hvis blot de oprigtigt ønskede at leve et ordensliv.

 

1789 og 1794 – De første martyrere

I slutningen af  1700-tallet havde de små fællesskaber spredt sig over det meste af det syd-vestlige Frankrig. Under Den franske Revolution i 1789, mødte søstrene i Frankrig store vanskeligheder, mange søstre blev taget til fange, deres ejendomme blev konfiskeret, kommuniteterne blev spredt. Sankt Joseph Søstrene fik deres første martyrer. To søstre blev henrettet den 7. juni 1794 i Le Puy, tre andre i Privas den 5. august samme år.

Det var med nød og næppe, at Jeanne Marie (Moder Saint-Jean) Fontbonne, kunne undslippe fra de revolutionære fængsler og vende tilbage til sin familie i 1794. Hun arbejdede derefter blandt de fattige i 13 år.

 

1808 Lyon – Genoprettelse af ordenssamfundet

Efter revolutionen i 1808 samlede netop Jeanne Marie (Moder Saint-Jean) Fontbonne i Lyon en gruppe kvinder, som blev indført i Sankt Joseph Søstrenes spiritualitet.  En ny begyndelse var lagt, og udviklingen tog fart. Mange kvinder tilsluttede sig Sankt Joseph Søstrene, fællesskabet voksede og blev igen til et talstærkt ordenssamfund.

 

1812 og 1816 – Chambéry – grenen bliver til

I 1812 blev nogle søstre fra Lyon sendt til Savoyen, med Saint Jean Marcoux i spidsen, først til Aix-les-Bains og kort derefter netop til Chambéry.

Her blev der grundlagt en ny gren på Sankt Joseph Søstrenes træ:  Chambéry-grenen. I 1816 blev Chambéry officielt uafhængig af Lyon. Sankt Joseph Søstrene af Chambéry tiltrak mange unge kvinder og begyndte at brede sig viden om. Der kom kald fra mange verdens hjørner og provincialpriorinde Marie Felicité tog initiativet til at sende søstre ud, så at vi i dag er repræsenteret på fire kontinenter.

 

Marie Félicité Veyrat (1815-1885) var leder for Chambéry-grenen fra 1843-1885.

Det var hende, som blev den første “global player” i kongregationen.  Under hendes ledelse rejste  søstre til Indien, USA, Brasilien, Skandinavien og Rusland.

I 1861 besøgte hun sine søstre i København for personligt og umiddelbart at sætte sig ind i de lokale forhold og søstrenes hårde liv.

 

I Danmark og Island

11. maj 1856 – De fire første søstre ankommer i København

Den 11. maj 1856 ankom de første fire Sankt Joseph Søstre til Danmark, kun 7 år efter indførelsen af religionsfriheden i landet – de første ordenssøstre efter reformationen. De blev udsendt af provincialpriorinde Moder Marie Felicité, en visionær kvinde med en global tankegang.

De fire søstre med deres  generalpriorinde,
Marie-Felicité i midten.

Disse fire modige kvinder var:
Sr. Anne-Therese Parent, gruppens priorinde, som efter 7 år blev kaldt tilbage til Frankrig, fordi det danske klima var for hårdt for hende.
Sr. Marie-Stéphanie Françoz, som var astmatiker og levede med og kæmpede mod denne kroniske sygdom  i over 20 år i Danmark.
Sr. Marie-Placide Dijoud, det første hospitals grundlægger og dets leder i over 20 år.
Sr. Anna-Sofie Vassal, som med sit mod og sin kraft bar en del af gruppens byrder.

Søstrenes ankomst var formidlet af en dame, der kort forinden var blevet katolik. Præsterne ved Sankt Ansgars Kirke i København blev medinddraget i projektet. De troede, at det drejede sig om en rig orden, der ville oprette et hospital i København, mens søstrene og ledelsen i Frankrig havde forstået, at de skulle overtage et allerede eksisterende sygehus. Misforståelsen blev først opklaret, da søstrene stod foran præsterne.

Præsterne ville omgående sende dem tilbage til Frankrig, hvor de kom fra, idet de sagde: ”Fattige har vi nok af. Vi kan ikke forsørge jer”. Men søstrene blev!

Det første kloster: I kælderen 

Der fulgte en svær tid. Søstrene blev indlogeret i en lille, fugtig kælderlejlighed ved Sankt Annæ Plads, ud til den nu nedlagte Garnisons Kirkegård. Nogle velhavende damer støttede dem imidlertid og hjalp dem til at få lidt arbejde i form af sprogundervisning og broderi.

Hvis du vil læse mere om “Det første kloster” er der her et uddrag af “Spredte træk af Sankt Joseph Søstrenes historie (1939). Folderen kan downloades.

Således skete det, at der ved juletid kom en fattig, syg mor med et forkrøblet barn, som hun bad søstrene om at overtage. Herefter gik der skred i tingene. Endnu et par børn blev givet i søstrenes varetægt, nogle udenlandske forældre bad dem om at undervise deres børn, og syge bad om søstrenes pleje. Hertil kom, at en ung dansk pige bad om at blive optaget i Ordenssamfundet, og at flere søstre fra Frankrig kom hertil for at slutte sig til det lille fællesskab. Kælderlejligheden var blevet alt blev for lille. Et halvt år efter ankomsten var de nødt til at bede Gud om hjælp til at finde en større lejlighed til deres gerning og deres fællesskab. Hjælpen kom i form af en Hr. Ricard fra Savoyen!, hvis bror Sr. Anne-Therese havde plejet og hun havde også været ved hans dødsleje.  I løbet af få dage fik de en 4-værelses lejlighed i Blancogade, den nuværende Fredericiagade. Her begyndte søstrene med 20 elever og 6 forældreløse børn. Skolen blev ved med at vokse hurtigt, således at de blev nødt til at leje endnu en 4-værelses lejlighed. I betragtning af den konstante vækst af deres ”Lille Foretagende” var der ingen tvivl om, at søstrene måtte tænke på at købe en større ejendom. Det der stoppede dem, var finansieringen af et køb. For penge var der ingen af. At give op var ingen option for disse seje kvinder. Hjælpen kom fra selveste Kejserinden  af Østrig, Maria Theresia i form af 5000 Kroner. Også hjemme i Frankrig var der hjælp at hente. De blev lovet en årlig støtte på 5000 kr. Dermed var finansieringen af en ny, større ejendom sikret.

11.12.1858 – Huset  på Toldbodvej 14 bliver købt (i brug indtil 1914)

Købet af dette hus markerer, at søstrene nu var fast etableret i Danmark og  anerkendt af både katolikker og protestanter – og af de kirkelige myndigheder.  Pengene til en mulig tilbagerejse, som havde været omhyggeligt gemt, blev nu brugt.  Huset fik et eget kapel i 1861. I 1885 blev nabohuset i nr. 12 købt til og i 1892 huset i nr. 16. “La maison de Toldbodvej” blev  stedet, hvorfra Sankt Joseph søstrenes karitative og sociale arbejde og  ordenssamfundets udvikling blev styret i mange år. I dag ville  man kalde det “hovedkvater”.

 1866 – Den danske ordensprovins bliver oprettet.

Kommunitetet i Danmark blev større og større, allerede ti år efter ankomsten in Danmark blev søstrene i Danmark til en selvstændig provins med Sr. Marie de Jésus Voguet som første provincialpriorinde (1866-1874). Få år senere, i 1871, fik provinsen sit eget noviciat, som i 1905 flyttede ud til Strandvejen 91.

1858:  Den første skole

Sankt Joseph søstrenes første skole blev grundlagt den 17. november 1858. På dette tidspunkt havde Søstrene ikke tilladelse til at oprette en skole (den kom først i 1861!) , men denne dag besluttede de at oprette et Institut,  det var jo ikke blevet dem forbudt, og derfor hedder skolen endnu i dag: Institut Sankt Joseph.

Op til Anden Verdenskrig oprettede Sankt Josephsøstrene skoler over hele landet. I 1939 leder de ikke mindre end 19 skoler og flere børnehjem. Flere af skolerne var sogneskoler for fattige katolske børn. Overalt satte søstrene deres præg på den danske katolske kirke. Et fint overblik over Sankt Joseph Søstrenes skolers historie findes her.

Skoler som i dag bliver drevet som selvejende institutioner er (foruden Institut Sankt Joseph):

1888 – Ordrup            1914 – Ringsted
1916 – Maribo;           1921 – Nykøbing F.
Sankt Joseph Søstrene har i dag en repræsentant i skolernes respektive bestyrelser.

Foreningen af katolske skoler giver et fint indblik i situationen in Danmark.

1875 – Det første hospital oprettes

1875 indviedes Sankt Joseph Hospital i København, meget beskedent, det fik øgenavnet: ”hospitalet med den ene seng”! Der var seks senge, men de var ikke alle belagt i begyndelsen. Der skulle dog ikke gå lang tid, inden søstrene blev kendte og blev værdsat som dygtige, veluddannede og omsorgsfulde sygeplejersker. Den første leder af hospitalet var Sr. Marie Placide, helt op til 1895.  Fra 1936 til 1977 havde hospitalet en fælles sygeplejeskole. Hospitalet blev lukket den 31. december 1979.

Fotoet er taget her
Her kan du læse om hospitalets spændende udvikling.

Også Danmarks sygeplejeråd tilbyder
et historisk overblik her

En operationsstue på Skt. Josephs Hospital i København fra omkring 1920’erne.

 

 

Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Efterhånden fandtes der hospitaler i alle større byer i Danmark:

1901– Odense        1902 -Ålborg
1903 – Randers      1904 – Esbjerg     1907 – Århus

 

1896 – Fra København til Island 

Søstrene ankom den 24. juli 1896 i Rejkjavik.  Her begyndte de straks at undervise børn, den første skole åbnede allerede  i 1897, 1902 åbnedes hospitalet i Reykjavik (Landakot), men sygeplejen anså søstrene som deres vigtigste opgave lige siden de var kommet til landet.  I  1926 expanderede de til  Havnefjord, hvor der ligeledes oprettedes en skole og et hospital. Søstrene betegnes i Island som ”pionerer” på sygeplejeområdet.

 

1996

Søstrene i Island kunne fejre 100 års jubilæum i 1996. På det tidpunkt var der kun få søstre tilbage og de sidste institutioner blev efterhånden lukket. De få som endnu var i Island, rejste tilbage til Danmark. De sidste søstre forlod Island i 2001.

 

Søstrenes sidste bolig i Island (Gardaba)

 

 

 

og mindestenen, som er placeret til venstre for hovedportalen
af  kirken i Landakot, den katolske kirkes katedral i  Island.

 

Mindesmærke

 

 

Ordenssamfundet i Danmark voksede støt i næsten 100 år. I 1940erne og 1950erne var der mere end 500 søstre i den Danske Provins, ordenen rådede over 1.700 sengepladser på fem hospitaler og åbnede en sygeplejeskole. Også i Island stod de i spidsen for 2 hospitaler. Skolegerningen var ligeledes på sit højdepunkt. Sankt Joseph Søstrene drev på dette tidspunkt 19 skoler i Danmark og to i Island.

21.3.1945 – Katastrofen rammer kl. 11.15

Katastrofen ramte ordenssamfundet og Danmark den 21.3.1945 kl. 11.15:  Jeanne d’Arc skolen på Frederiksberg (grundlagt i 1924), som lå ikke langt fra  af Shellhuset, blev ved en fejltagelse bombarderet. 89 børn og 18 voksne dør, deriblandt 10 søstre.

Fotos: ´KD

Efter anden verdenskrig og det andet Vatikankoncil (1962-1965) mindskedes tilgangen til Ordenssamfundet betydeligt, samtidig med at sygehusvæsenet i amter og kommuner udvikledes betydeligt. Sankt Joseph Søstrenes hospitaler blev derfor afviklet og skolerne blev efterhånden selvejende institutioner, ledet af civile lærere.

NUTID – „At tænke fremtid“  

Ordenssamfundet i Danmark er blevet til en overskuelig gruppe, men der er der stadig behov for Sankt Joseph Søstrenes nærvær og virke. “Stadig skal vi være nære, hvor nøden er størst – også i det vesteuropæiske velfærdssamfund med al dets ensomhed og tomhed” (citeret efter “Tavshed blev min sang af A.M.Guldbrandsen, 2005,  s. 21)

1995 – Retrætecenteret Stella Matutina åbnes

„At give tid“ til andre er en stor opgave midt i vor fortravlede verden. Tid til at være, til at lytte, til at give mod og håb.  Søstrene besøger syge og ensomme mennesker, tilbyder ”plads til det åndelige“. Derfor blev retrætecentret Stella Matutina åbnet i 1995. Her lever og arbejder et kommunitet på 5 søstre, der er uddannet til personlig vejledning og til at lede retræter; her tilbydes der dage i stilhed og fordybelse  f.eks. igennem retræter.

Menneskers søgen efter sig selv og efter Gud kan ”komme på tale“ og finde en plads i stilheden. Retrætecentret som bønnens sted har fungeret i  25 år og er en vigtig oase for mange mennesker.

Retrætecenteret Stella Matutina i Kokkedal,
ved Nivå bugt

 

 

 

 

 


   2019/2020

På matriklen Strandvejen 91, som har været Sankt Joseph Søstrenes hovedhus siden 1905, bor der nu to kommuniteter:  5 søstre er en del af et seniorbofællesskab, Seniorbo Sankt Joseph. Seniorbofællesskabet har til huse i nummer 91A. 14 søstre bor på ”Klostergårdens Plejehjem“, som har nummer 91C. Københavns Kommune og det almennyttige boligselskab Bo-Vita (førhen Lejerbo København) har i 2016 købt bygningerne, som blev omdannet til et seniorbofællesskab og til plejehjem. En del af aftalen var, at alle Sankt Joseph Søstrene skulle få adgang til en bolig i seniorbofællesskabet Sankt Joseph eller på Klostergårdens Plejehjem.

 

2020 – Den danske Region

I 2020 blev „Den danske Provins“,  omdannet til „Den danske Region“. Denne struktur forventes at lette noget af det administrative arbejde samt synliggør bedre, hvad Sankt Joseph Søstrene faktisk er og lever. I dag er der 24 søstre fordelt hhv. i København og i Kokkedal, og det er let at samle alle søstre og blive enige om, hvad der skal prioriteres, arbejdes med og hvordan de menneskelige og økonomiske ressourcer bedst kan bruges. Regionen ledes af en regionskoordinator og pt. to yderligere 2 søstre  i regionsteamet.

Læs også: Fra provins til region