I dansk historie og kirkehistorie er den 11. maj 1856 en bemærkelsesværdig dag, ikke kun fordi Grundtvig denne kolde Pinsedag prædikede i Vartov kirken og hans  førsteudgave af ”Perlen” blev trykt,  mens H.C. Andersen skrev et vigtigt brev … det er en bemærkelsesværdig dag, fordi fire franske kvinder, fire Sankt Joseph Søstre,   ankom med skib til Københavns havn med en mission om at hjælpe de svageste og at leve som en ”enhedens surdej i verden”. (Sank Joseph søstrenes konstitutioner s.3).

Sankt Joseph Søstrene blev til en størrelse, som en del danskere kender, fordi ”jeg er født på Sankt Josephs Hospital” – det være sig i København, Aarhus, Esbjerg, Ålborg eller andre steder. Andre igen har gået på en skole, som blev drevet af Sankt Joseph Søstrene. Selv om det kan være længe siden. I dag møder man måske mennesker, der har været på retræte på Stella Matutina, et retrætested direkte ved Øresund i Nordsjælland, som drives af Sankt Joseph Søstrene. Eller man er beboer på plejehjemmet Klostergården, som kender en Sankt Joseph Søster, der bor på stedet…

Både fortid og nutid er vigtige. Det var den 11. maj 1856, nogle år efter at Danmark havde fået sin Grundlov – og dermed religionsfrihed –, at disse fire kvinder ankom  denne søndag, oven i købet Pinsesøndag, i Københavns havn, efter sigende blæste en kold østenvind. Det var katolske ordenssøstre fra Savoyen i den vestlige del af Alperne i Frankrig og de første der efter reformationen betrådte dansk jord. Deres første bolig blev en fugtig kælderlejlighed i tilslutning til Garnisonskirken på Sankt Annæ Plads i København. De katolske præster ved Sankt Ansgarskirken i Bredgade ville gerne sende dem tilbage, fordi de så en økonomisk belastning i dem. Men disse nyankomne kvinder, som ikke talte dansk, var viljestærke og beslutsomme. De kunne ikke se nogen grund til at tilbage tilbage til Frankrig.  Her er de første fire søstre:

 Anne-Therese Parent (1820-1882), gruppens leder, som efter 7 år blev kaldt tilbage til Frankrig, fordi det danske klima var for hårdt for hende.
Marie-Stéphanie Françoz (1822-1879), som var astmatiker og levede med og kæmpede mod denne kroniske sygdom i over 20 år i Danmark.
Marie-Placide Dijoud (1824-1897), det første hospitals grundlægger og dets leder i over 20 år.
Anna-Sofie Vassal (1827-1891), som med sit mod og sin kraft bar en del af gruppens byrder.

På mindetavlen ved Garnisonskirkens nedlagte kirkegård blev der for 20 år siden sat  en mindetavle op, hvor man kan læse:

Søstrenes virke bredte sig hurtigt over hele Danmark. Den første skole blev grundlagt i 1858 (i dag den selvejende institution ”Institut Sankt Joseph” på Østerbro i København), det første hospital blev taget i brug i 1875 (Sankt Josephs hospital i København, blev lukket i 1979). Ordenssamfundet voksede støt i næsten 100 år. I tiden efter 2.verdenskrig var der omkring 500 søstre i Danmark, ordenen bestyrede 9 hospitaler og åbnede en sygeplejeskole. Skolegerningen var ligeledes på sit højdepunkt. Sankt Joseph Søstrene drev på dette tidspunkt fem skoler i Danmark. Ordenssamfundet var blevet til en mellemstor virksomhed som var aktiv i hele Danmark.

Efter et stort kirkemøde (kendt som ”det Andet Vatikankoncil som fandt sted fra 1962-1965) mindskedes tilgangen til Ordenssamfundet betydeligt, samtidig med at sygehusvæsenet i Danmark  i amter og kommuner forandrede sig, større enheder dannedes på bekostning af mindre hospitaler. På denne baggrund blev Sankt Joseph Søstrenes hospitaler afviklet og skolerne blev efterhånden selvejende institutioner, ledet af civile lærere.

Sankt Joseph Søstrene i dag

I dag er ordenssamfundet i Danmark blevet til en overskuelig gruppe på 17 medlemmer, men der er stadig behov for Sankt Joseph Søstrenes nærvær og virke. “Stadig skal vi være nære, hvor nøden er størst – også i det vesteuropæiske velfærdssamfund med al dets ensomhed og tomhed” (citeret efter “Tavshed blev min sang af A. M. Guldbrandsen, 2005, s. 21)

Alligevel var en omfattende nytænkning og omstrukturering  blevet nødvendig. I en fælles beslutningsproces (mellem 2012 -2016) blev søstrene enige om, at  sælge deres hovedhus på Strandvejen 91, som var samlingspunkt og midtpunkt i søstrenes fællesliv siden 1904. I stedet ville søstrene flytte ud og bo sammen med andre mennesker, for at tage del i deres glæder og sorger ved at bruge den danske stats offentlige faciliteter, som alle borgere i Danmark (inklusive søstrene) betaler for gennem skatten. Matriklen Strandvejen 91 blev i 2016 købt af Københavns Kommune og det almennyttige boligselskab Bo-Vita (førhen Lejerbo København) og omdannet til et seniorbofællesskab og til plejehjem. I dag lever søstrene sammen med mange  borgere på plejehjemmet Klostergården og i seniorbofælleskabet ”Sankt Joseph”.

Fire søstre, som bor i hver sin lejlighed, er en del af senior-bofællesskabet ”Seniorbo Sankt Joseph”. Dette fællesskab har fået til huse i den gamle historiske bygning, som er blevet bevaret i dens oprindelige form, her er der indrettet 28 lejligheder.

Otte søstre bor på ”Klostergårdens Plejehjem“ og nyder omfattende omsorg og pleje. De af søstrene, der stadig er i stand til det, besøger personer, som har brug for nærvær og støtte. Dette er et smukt vidnesbyrd om at leve sammen på tværs.

Sankt Joseph Søstrenes retrætecenter Stella Matutina i Nordsjælland er et sted, som inviterer til at trække sig tilbage fra hverdagen og fordybe sig. Her lever og arbejder i dag fem søstre, der er uddannet til personlig vejledning og til at lede retræter; her tilbydes der dage i stilhed og fordybelse f.eks. igennem retræter. „At give tid“ til andre er en stor opgave midt i vores fortravlede verden. Tid til at være, til at lytte, til at give mod og håb.

Søstrenes værdigrundlag (skrevet i  2021)  slår fast, at ”Sankt Joseph Søstrene er kaldede til at leve enhed i mangfoldighed. Dette afspejler sig også i vores fællesskaber, som er interkulturelle, hvor det er ”væsentligt for os at leve evangeliets værdier og dele vores tro med hinanden i en økumenisk ånd, ja at ”finde Gud i alle ting” (Ignatius af Loyola). Atmosfæren i vores fællesskaber  er præget af gæstfrihed, åbenhed og hjertelighed, hvor stilhed og bøn har en naturlig plads. Ved at lytte, være i dialog og værdsætte den anden, åbner vi os for at se Guds plan med hvert enkelt menneske. Verden i dag udfordrer og forpligter os til at arbejde for en bæredygtig livsstil, præget af enkelhed og omtanke, der er grundlag for at bevare Guds skaberværk”.

For historisk interesserede er der mere at læse her:

• Ordenssamfundets historie_2025 (617.21 Kb) (Downloadet 12 gange)