I stilheden i den tidlige, tågede morgen:
– Et eller andet sted galer hanen. Jeg hører Jesus sige til Peter …
Før hanen galer … Og jeg får vished om, at intet, intet, intet kan skille os fra Kristi kærlighed.

Under morgenmaden:
– Små tegn, der viser værdsættelse. Smil på tværs af bordene. Hænder, der løftes for at hilse. Det lyder som klokker over det hele:  ”godmorgen, bom dia, – godmorgen, bom dia! Det er godt, at du er her”.

De velkendte steder og ansigter, for at dele Guds ord:
– ”Ja” til ”det rette tidspunkt” for alt (Prædikerens bog, 3,1.11), NU er det tid til at mødes, snart kommer tiden til at tage af sted.

Covid har blandet sig mellem deltagerne – to af os er syge.

Sr. Kelley Connors pm  tilbyder os et venligt og befriende indblik i kanonisk ret og vores egen lov, Konstitutionerne.

– Jeg ved det godt: Vi har alle påtaget os en livslang forpligtelse til at leve i overensstemmelse med vores konstitutioner. De er vores vej til hellighed og den vej, hvorpå vi hjælper hinanden til at vokse.

Og jeg hører spørgsmål:
– Hvorfor kom vi? Hvorfor er vi her?
– Hvad kræver kærligheden af dig/mig i en given situation?
– Har hun (en søster) brug for, at jeg dømmer hende? Nej, hun har brug for min kærlighed.
– Prøver vi at overbevise hinanden om, at jeg har ret? Eller er dialog ”at gå ind i en samtale med
muligheden for at ændre mig”? (Anthony Gittins)

Om eftermiddagen: 

Et smukt udført indisk ”Aarti” og forsikringen om, at ”vores måde at træffe beslutninger på” er den måde vi kalder ignatiansk discernment.
En glædelig fremgangsmåde!

Og flere spørgsmål : Søstrene Cristina og Dolores spørger os:

– Er vi et eksempel på et kommunitet som er forbundet i Ånden?

Dette gælder:
* Livet i fællesskabet, som er helt åben for Helligånden
* Fællesskabets interkulturelle side
* Når vi vandrer med de mest sårbare (som omfatter hele skabningen)

I slutningen af eukaristien et sidste spørgsmål: ”Hvem siger folk, at vi er som Sankt Josephs Søstre”?

Sr. Gisela Heitz