Vor vision er helt og fuldt at leve vort liv i forening af os selv og andre med Gud og alle mennesker. Denne vision har sit udspring i det princip, vi finder i vor Ignatianske spiritualitet: at finde Gud i alle ting.
Vor grundlægger, P. Jean Pierre Médaille SJ (1610-1669), en fransk jesuit, formulerede denne visionære længsel i en bøn:
Jesus, knyt mit liv til dit liv!
Jeg ønsker at forene mit liv med dit liv
mine tanker med dine tanker
mine følelser med dine følelser
mit hjerte med dit hjerte
mit arbejde med dit arbejde
hele mig selv med dig.
Amen.
KALD OG TJENESTE
Vi er kaldet til at bidrage her og nu til at bygge en retfærdighedens, fredens og kærlighedens verden og til at have en etisk livsstil, hvor hvert eneste valg, vi træffer, er grundfæstet i en etisk bevidsthed om, at dette valg vil påvirke samfundet og vor jord.
I vore valg i henseende til tjeneste og fagligt engagement er vor rettesnor det, som primært ligger os på sinde: at forkynde Evangeliet og at arbejde for hvert eneste menneskes hele og fulde udvikling, så at hver og en må virkeliggøre sin værdighed som en person, elsket af Gud.
SPIRITUALITET
‘Alt til Guds større ære’! Dette ignatianske mål søger vi at virkeliggøre ved at tage Jesu sindelag og holdning til os – Han, der kun ville ét: Faderens ære og verdens frelse. Også Marias holdning tager vi til os, hendes ydmyghed og troskab over for, hvad nåden tilskyndede hende til, og Josephs, hans altid vågne opmærksomhed og hans stadige beredskab til at tjene. Vi er kaldet til at blive ét med Jesus Kristus gennem Eukaristien, som inspirerede pater Médaille til at grundlægge vort ordenssamfund. Det er dette enhedens sakramente i Kirken, som er kilden og inspirationen til vor delagtighed i Jesu sendelse.
AD MAJOREM DEI GLORIAM – ALT TIL GUDS STØRRE ÆRE
Lyt til den musik, Vlastimil Dufka SJ har sat til Ignatius` ord:
https://www.youtube.com/watch?v=v__lLWlXjgU