Kære Sankt Joseph Søstre – kære ”Sorte Døtre” –
sådan blev de kvinder kaldt, som p. Cholleton havde samlet efter den franske revolution. De delte et meget strengt liv i fattigdom, bøn og tjeneste for de fattigste, de døende og de syge. De klædte sig som fattige kvinder på den tid, en grov sort kjole. Mère St. Jean Marcoux sagde til sine søstre i Chambéry: ”Vor glæde var stor, når vi var klædt i disse grove kjoler og modtog latterlige udtryk og hånsord fra forbipasserende…”
Men deres ydre passede til det indre: en glød af begejstring for deres kald at hjælpe de fattige.
Er det ikke mærkeligt, at alle de store katastrofer i historien- pest, hungersnød, revolutioner og krige – vakte et stort antal kvinder og mænd til ordenslivet, thi kun dér kunne kirkens sociale næstekærlighed i fællesskab effektivt mangedobles.
Hvor er i dag de fleste Sankt Joseph Søstre? I Indien, Sydamerika. Vi har lige læst, at seks vietnamesiske piger har aflagt deres løfter i jeres norske provins, thi Vietnam har måske som følge af krigen mange søstre og ordensmænd.
Sådan også i det fattige Danmark i 1800tallet, hvor I byggede mange hospitaler, skoler og børnehaver – optakt til et offentligt socialvæsen, som hører til de bedste i verden i dag.
Er det så underligt og beklageligt, at I nu er så få? Har I ikke fuldført jeres opgave og grund til at være glade og taknemmelige?
Til gengæld findes der i Danmark, ja i hele den vestlige verden en åndelig fattigdom, som nogle af jer allerede ved retræte og eksercitier i Ignatius’ og p. Médailles ånd gør et fantastisk godt stykke arbejde!
I har ikke grund til at begræde en tabt fortid. Jeres fremtid er allerede begyndt, selv om nogle kommuniteter måtte opgives og huse lukkes. Jeres nye fattigdom er et vidnesbyrd i vor tid og – forresten – helt i pave Frans´ ånd, der selv foretrak at bo i et gæstehus og kører i gamle biler. Og i den ånd, Jesus fra Nazaret har vist os med sit liv.
Jesus mødte den samaritanske kvinde ved Jakobsbrønden, hvor hun sagde: ”Vore forfædre tilbad Gud på Garizim-bjerget, I jøder siger, at det er Jerusalems tempel, hvor man skal tilbede Gud.” Jesus svarede: ”Nej, hverken på Garizim eller i Jerusalem, skal Gud tilbedes, men i ånd og sandhed.
Og hvis vi har vænnet sig til et bestemt sted, som vi holder af og er fortrolige med, fordi vi mener, at Gud er os nær, så skal vi huske, at han er nær ikke blot i en kirkebygning, i Rom eller Mekka, men i ”Ånd og sandhed”.
Vi – hver enkelt af os er nemlig Guds Tempel, siger Paulus i vor læsning af 1. Kor. ”For i ham lever vi, ånder vi og er vi.” hedder det i Apg. 17, 28.
Ungdomspræsten fra Vesterbro sagde i går i DR: ”Kærlighed til Gud og medmennesker hænger tæt sammen. Vi møder Gud i vores næste.”
Eller i 1 Joh læser vi: ”Den, der elsker sine søstre og brødre, er allerede gået over fra døden til livet. Den, der ikke elsker, er død.” Gud er os nær i os selv og i vor næste.
Og er verdens visdom ofte tomhed, så er vores gamle og nye rigdom det enkelte menneske, der hungrer og tørster efter at finde en mening i livet.
Det må også være jeres ordens fremtid, kirkens fremtid. ”Thi jeg gør alting nyt.”
Der kan alle være med: den, der har kræfter endnu og de, der er gamle, svage eller syge. Gud elsker enhver af os og har brug for os.
”Bliv i min kærlighed” siger Jesus i evangeliet, ”Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde bliver fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.” Elsk med hænder og fødder!
Men elsk ikke blot i tanker, men med hele jeres hjerte, elsk jeres medsøstre og de mange mennesker, der hungrer og tørster efter kærlighed og en mening i tilværelsen.
De har brug for jer, uanset om I er ”sorte Døtre” eller nutidigt klædte ganske almindelige kvinder, bare I er fyldte med glødende
Kærlighed til Gud og medmennesker.
Gud velsigne jeres fælleskab og i disse dage jeres provinskapitel – hele jeres fremtid – så alting bliver nyt!
Amen