Gå til indhold
Tanker til Sankt Ansgars festen

Tanker til Sankt Ansgars festen

Sankt Ansgar er bispedømmets første værnehelgen. Festen fejres sidste søndag i januar, men den egentlige dag er den 3.februar. Her kan du læse Jesper Fichs op prædiken fra søndag, den 26.januar.

af den

Ansgars fest 2025

Jeg havde ikke troet, at den hellige Ansgar ville blive ved med at være topaktuel. Men det er han. Overraskende nok for han var jo et menneske, der levede for meget længe siden, der er 1200 år mellem ham og os, og han levede i slutfasen af vikingetid.

Da Skt. Ansgars kirke i Bredgade fik hans navn, var det den første kirke nogensinde, der var viet til ham. Middelalderen viste ganske vist godt, hvem han var, men han blev ikke opfattet som særlig central. I middelalderen og især i den benediktinske verden var ingen interesseret i solister. Så Ansgar var et navn blandt mange andre. Det var først da den katolske kirke vendte tilbage efter reformationen, at man understregede identifikationen med den kirke som var før 1536. Den katolske kirke var den samme, som havde været her før. Og der er der allerede en pointe jeg godt kan li. At være katolik er at være i den kirke, der har den lange ubrudte historie. Og derfor kan vi glæde os over at Ansgar leverer et kraftfuldt udtryk for det. Og her bliver Ansgar allerede en central figur: I en verden hvor historie og tradition er under pres, og forsimplingen af verden skrider frem, er det afgørende med en modvægt. Tak Ansgar, for dig.

Noget andet, jeg altid fremhæver ved at være katolik, er at vi er i den kirke, der aldrig har opereret med nationale grænser. Tak Ansgar også for det. Du kom fra Tyskland, og hægtede danskerne på en europæisk kultur. I den sidste uge ser vi hvordan der rejses grænser mellem mennesker, mellem rige og fattige, mellem dem vi kan li og dem vi ikke kan. Ansgar sagde med sit liv, hvad Ronald Reagan sagde i Berlin: Mister Gorbatjov! Tear this wall down.

Ansgar havde aldrig hørt om Berlinmuren, men han kendte Paulus, der sagde: Efter Kristus, så er der ikke længere forskel på jøder og græker, mand eller kvinde.

Og når vi ser ud over menigheden sådan en søndag morgen, så ser vi, at vi tilnærmelsesvis er til messe med hele verden. Det er også derfor, vi ikke nøjes med at hejse Dannebrog, men også flager med de gul-hvide kirkefarver. Og vi kan glæde os over, at vi ikke har en kirkeminister, der skal tage stilling til et nyt dåbsritual eller dobbelt medlemskab af folkekirken og andre trossamfund, men vi har en pave, som siger fra overfor amerikanske præsidenter, når det er nødvendigt.

I stedet tilbydes vi et galleri af rollemodeller. Helgenerne helt tilbage fra begyndelsen, der har levet deres kristne tro på utallige forskellige måder under utallige forskellige vilkår og i utallige kulturer. Jeg behøver ikke nøjes med Grundtvig, Løgstrup og Kierkegaard, men bliver holdt i hånden af Augustin, Dominikus, Benedikt, martyrerne fra den algierske borgerkrig, Erasmus af Rotterdam, Johannes Paul den ii, Mother Teresa, og mange mange flere.

De er sammen med jer – min store familie, som siger vigtige ting til mig om at være menneske og kristen. Og de inviterer mig til at være med til at udvikle min kirke, vores kirke, Guds kirke.

Nu er der måske den ene eller anden, der vil mene at jeg er i gang med festtalen, og at det at være katolik også har en bagside. Kirkens og kirkefællesskabets mange fejl og forsyndelser. For nogen fører det til at de kvitter fællesskabet. Vi er ikke bedre end mennesker flest, er kirken ikke et dementi af sit eget evangelium?

Og jo, sørgeligt nok, jo. Ligesom jeg selv alt for ofte langt fra lever hvad jeg prædiker.

Men alternativet er ikke tillokkende. Så ville jeg hurtigt havne i en forkortet udgave af den kristne tro, hvor jeg ville vælge til og fra efter smag og behag.

Hvis jeg vælger kirkefællesskabet fraligner jeg bare de andre individualister. Så skal jeg være min egen autoritet. Det er ikke nogen god idé. Så hellere slæbe rundt på alle de andre inklusiv deres bagage, så håber jeg at de slæber med på min. Her har Ansgar igen en betydningsfuld pointe, for han var jo benediktiner, og Benedikt tør går så langt som til at sige, at de andres fejl er en vækstmulighed for mig. De sliber mine kanter af.

Men nu lever vi i moderniteten. Er det så en holdbar position? Ja for dem, der forstår det.

Den lille Therese af Lisieux (1873-1898) opfandt en formel, når det drejede sig om at leve med sit kloster og sin kirke. Det handler om at finde sin plads: Trouve son place.

Hun ville – og kunne ikke – lukke øjnene for alt det som var skævt. Men det behøvede hun så heller ikke. Det er ikke de andres skævhed, man skal importere, men ens egen samvittighed, man skal udvikle – i ydmyg efterfølgelse af ham, der har kaldet os sammen til at være kirke.

Hun pegede på, at ved at være trofast imod det, man forstår om Guds plan med sig selv, så kan man være med til at forandre og forny uden at kirkefællesskabet tager skade.

Så, Ansgar – tak for dig. Tak fordi du er anti-individualist, anti-nationlist, anti-mur-bygger, og ”bare” et menneske i Guds skaberhånd, hvormed han byggede kirke hos os.

Jesper Fich op

Sankt Ansgar

  • Født i 801 i den franske by Amiens. Død 865.
  • Han var munk, missionær og blev senere ærkebiskop i Hamborg.
  • Han fik til opgave at udbrede kristendommen i de nordiske lande og rejste derfor bl.a. til Danmark, hvor han opførte en kirke i Hedeby.
  • Han er senere blevet kaldt Nordens apostel og i Danmark er han den katolske kirkes første værnehelgen.