Sr. Elisabeth Stenzel 1931-2023
Sr. Elisabeth Stenzel sov stille og fredfyldt ind om formiddagen den 23. februar i sin bolig på Klostergårdens plejehjem i København. Sr. Elisabeths pludselige bortgang kom aldeles uventet og uden entydige tegn på, at døden var nær. Sr. Elisabeth var i sin dødstime omgivet af kærligt plejepersonale, bl. a. var hendes ”yndlingsplejerske” tilstede med sit kærlige nærvær. Da Gud kaldte, sagde Sr. Elisabeth uden tøven ja, selv om hun ofte havde udtryk frygt for døden. Nu kunne Sr. Elisabeth trygt lægge sit lange liv på 91 år i Guds kærlige hænder.
Sr. Elisabeth indtrådte hos Sankt Joseph Søstrene den 2. januar 1962, 30 år gammel. Født og opvokset var Sr. Elisabeth et sted langt borte fra Danmark, i Arnsfelde i Westpreussen/Pommern. Her gik Elisabeth i skole, men i 1945 blev hendes uddannelse brat afbrudt, fordi familien blev fordrevet fra hjemmet. Som den ældste af 4 søskende var det særligt svært at skulle hjælpe sin mor og bedstemor med at tage vare på de mindre søskende. Svært var det også, da Sr. Elisabeth ikke kunne fuldføre sin skolegerning og dermed ikke havde nogen skoleafslutning. Denne skæbne og de lidelser fordrivelsen havde påført Sr. Elisabeth og hendes familie, delte hun med 12 millioner andre mennesker og disse oplevelser havde sat sig dybe spor i Sr. Elisabeths sjæl.
Hamborg blev den unge Elisabeths nye hjem, hvor hun fandt et nyt ståsted, arbejde og venner. Allerede som ung kvinde kunne Sr. Elisabeth lide børn og bøger.
Sr. Elisabeth begyndte sit noviciat på festen for Marias optagelse i himlen den 15.8.1962. To år senere afsluttede hun denne begyndende uddannelse med aflæggelsen af de første løfter. Som ung søster blev hun sendt til Silkeborg, hvor hun virkede i søstrenes børnehave. Inden hun aflagde de evige løfter i 1970 tog hun en uddannelse som økonoma. Fra 1966 havde Sr. Elisabeth sin mission overvejende i Tyskland, hvor Sankt Joseph Søstrene virkede i bl.a. Nütschau, Gerleve og Altenoythe. Efter de mange år i Tyskland vendte Sr. Elisabeth i 2003 tilbage til Moderhuset på Strandvejen og overtog ansvaret for søstrenes spisestue, hvor alle var velkomne og blev mødt med et venligt smil.
Mens Sr. Elisabeth var på plejehjemmet på Strandvejen, led hun meget under at både syn
et og hørelsen svigtede betydeligt. Hun måtte give afkald på at læse, noget hun havde holdt meget af hele sit liv. Et glas god vin i ny og næ var dog stadig noget hun virkelig kunne nyde.
De sidste dage af sit liv oplevede Sr. Elisabeth en dybfølt glæde og lyst til at synge. Hun delte sin glæde med andre – og hun fortalte, hvor meget hun 
glædede sig til Sankt Josephsfesten og den pizza, der skulle være på menuen. Nu holder Sr. Elisabeth fest i himlen – hvor hun har alt det, som hun altid har længtes efter.
Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!
(N.F.S.Grundtvig, 1837)