Tekster til messen:

Læsning:

Fil. 2, 5-11

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.

veks. Sl. 23

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,

han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.

Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt,

for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender.

Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever,

og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Evangelium

Joh. 15, 9-17

“Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden”.

Prædiken

”Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.” De ord passer så fint til sr. Johanne Marie. Gennem et langt liv talte Jesus til hende, hun lyttede, og hans glæde har været i hende. Det har alle, som har kendt hende, kunnet mærke – hun har tydeligt afspejlet det. Og jeg tvivler heller ikke på, at hendes glæde nu er blevet fuldkommen.

Jeg mødte sr. Johanne Marie første gang for 33 år siden – et møde jeg tydeligt husker: hun som priorinden og mig som den usikre nybagte præst, der skulle fejre messe i Immaculatakirken – men vi lærte hinanden først rigtigt at kende i 2015, mens jeg var på et rekreationsophold på søstrenes plejeafdeling på Strandvejen.

Da det efterhånden blev muligt for mig at komme ned til den store spisesal i stedet for at skulle spise på værelset, fik jeg besked af sr. Susanne om, at jeg skulle sidde ved sr. Johanne Maries bord – man havde dengang nogenlunde faste pladser – og vi fandt ret hurtigt ud af, at vi var på bølgelængde med hinanden og snakkede ret godt sammen.

Det var ikke en særlig nem tid for søstrene på Strandvej. Det var den sidste sommer – indtil videre – på stedet. Alle skulle snart flytte til Slottet eller til Guldbergs Have – det var endnu ikke blevet afgjort, hvem skulle flytte hvor, eller hvornår.

Den smukke kirke var pludseligt blevet lukket pga. svamp, så messen måtte holdes forskellige steder omkring i huset. For de mange søstre, som havde boet der længe og var vant til husets gamle rytme, var alt blevet mærkeligt og usikkert.

Sr. Johanne Marie havde også sine personlige udfordringer i den tid. Hun var lige blevet nødt til at holde op som priorinde pga. sygdom – en ubehagelige, bekymrende, afkræftende sygdom. Jeg ved lidt om den kamp, fordi vi gik sammen til fysioterapi. Men det kunne ikke ses på hende, at det spillede nogen stor rolle.

Da sr. Johanne Marie sad i spisesalen eller kom til messe i et midlertidigt rum eller tog rundt i huset og hilste på søstrene, udstrålede hun ro og glæde og velvære, på en måde at det smittede. Hun kunne skabe en stemning, der gjorde det svært ikke at have det godt.

Sr. Johanne Marie havde den evne til at kommunikere og vise med sin væremåde, ”Sådan gør man. Sådan forholder man sig til at skulle flytte hus. Sådan gør man sig hjemme et nyt sted. Sådan forholder man sig til sygdom og svækkelse. Sådan gør man sig klar til at møde vor Herre ansigt til ansigt.

Paulus’ brev til Filipperne, som vi lige har hørt som den 1. læsning, beskriver en åndelig udvikling eller forvandling, som jeg synes sr. Johanne Marie har afspejlet ved sit liv. Paulus fortæller, hvordan Jesus er nedsteget til os mennesker ved at afklæde sig hele vejen ned, ved at give slip, give slip, give slip. Han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, døden sammen med os.

Og derved er han paradoksalt blevet ophøjet og har fået navnet over alle navne. Gud er steget ned til os og har mødt os på korset, for at vi, forenet med ham, kunne stige op igen sammen med ham og få del i hans herlighed. Vejen ned er altså egentligt vejen op.

Som Paulus ser på det, er det en løbende, gradvis proces – ikke en pludselig før-og-efter forandring. Det er ikke sådan, at Jesus først skulle give afkald på alt og så vupti, blive ophøjet igen til sin æresplads. Det er hellere, at samtidigt med, at han giver slip og stiger ned, bliver han forvandlet og ophøjet.

Gennem de sidste år har sr. Johanne Marie langsomt givet slip, givet slip, givet slip på sit jordiske liv og det, der hører dertil, og samtidigt og tilsvarende blevet løftet op, løftet op, løftet op til et nyt liv, gemt med Kristus i Gud. Det er svært at give slip det første par gange, men hvis man tør, så oplever man, hvad det fører til, og når man engang har smagt det, er man ikke bange mere.

Det er som om, jeg kan høre sr. Johanne Marie sige med sin smil, ”Mmm ja, sådan er det – sådan gør man.

Om lidt skal vi synge ”Den store mester kommer” – en salme, der passer perfekt til Kyndelmisse, som egentlig er i dag, den fyrrende dag efter jul, og som også er sr. Johanne Maries fødselsdag. I den smukke salme, forestiller Ingemann sig, at Jesus sidder ved en smeltedigel, et kogekar, som han bruger til at smelte og rense vore sjæle, ligesom en smed renser og lutrer malm fra jorden, så det kan blive til rent sølv.

Salmen beskriver det som en langsom proces – i begyndelsen er sjælen som mudderagtig malm, men Jesus varmer den, smelter den, lutrer og renser den, indtil den endeligt bliver raffineret til sølv så blankt og glansfuldt, at han kan spejle sit eget ansigt i den – vores sjæl og hans kommer til at genspejle hinanden fuldstændigt, der er ingen forskel mere.

Som jeg forestiller mig det, er det ikke en proces helt styret af ham, hvor han kigger på os med sin kærlige magt, indtil vi kommer til at ligne ham, men at vi også kigger tilbage på ham, og det er ved den gensidige genspejling af hinanden, betragtning af hinanden, tiltrækning til hinanden, at forvandlingen sker.

Og den genspejling begynder med korset, hvor vi er i forvejen, og hvor Jesus stiger ned til at møde os. Så bliver vi forenet med ham på korset, og ligesom korset bliver for ham, bliver det nu også for os, og forvandler os til den samme herlighed.

Sr. Johanne Marie har mange gange sagt til mig, at hendes stor glæde og trøst i de år på Klostergården var at komme i kapellet og se på det store kors, der hænger der. Hun mente, at hun havde fået som fast plads den bedste plads i kapellet, fordi dér fra siden kunne hun tydeligt se korset belyst af eftermiddagssolen.

Hun og Jesus kunne betragte hinanden, og uanset, hvor meget uro, hun måske havde oplevet en dag, blev hun tryg og afslappet og glad. De dage, hun ikke magtede at komme til kapellet, var det næstbedste at sidde i hendes lænestol, hvor hendes gamle Sankt Josephs Søstrenes kors hang lige overfor, i siddende øjenhøjde, belyst af det samme smukke lys gennem hendes store vindue.

Sr. Johanne Marie har også gået i mørkets dal, dét ved vi godt – men altid med den bevidsthed, at Gud var hos hende, hvor mørk det end blev. I sine sidste år brugt hun tid på at reflektere over sit liv – så ignatiansk . . . repetitio, gentagelse – og ligesom tage gamle minder frem og se på dem sammen med vor Herre – (hvad skete der dér?) og takke for hvad, der var godt, og bearbejde, hvad der havde været mindre godt eller forvirrende.

Og ved at gøre det blev hun mere og mere bevidst om, at godhed og troskab havde fulgt hende hele livet igennem – uanset, så hun kunne glæde sig til at bo i Herrens hus alle sine dage.

Må vi alle komme til at opleve den samme barmhjertige nåde.

Martin Chase SJ
2.2.2024