Gå til indhold

Sr. Regina

Prædiken ved p.Jesper Fich op

Kære alle, som i dag sørger ved Sr. Reginas død.

Men kan vi egentlig sørge? Ja, vi vil savne hende, men vi ved også, at Sr. Regina kom I mål. Smilende til det sidste, møder hun nu skaberens smil, og vi tror, at hendes glæde er blevet fuldkommen.

Der står rækker af erindringsglimt om sr. Regina i kø, når jeg tænker på hende. Det første billede er Sr. Regina, der på det lille ungdomssekretariat kørte på en kontorstol frem og tilbage mellem et tomt skrivebord og et tomt arkivskab. Hun grinede selv af det, for udfordringen bestod selvfølgelig i, at begge dele skulle fyldes, men DUK var dengang i nybrud og ombygning frem mod det, vi kender i dag. Sr. Regina var den første ungdomskonsulent, jeg tror ordenen havde stillet hende mere eller mindre gratis til rådighed. Hun havde forladt hospitalet i Griffenfeldtsgade for at uddanne sig inden for religionspædagogik. Og nu var en ny epoke i gang.

Sr. Regina var ikke altid enige med os andre. Jeg husker f.eks. hvor rasende Michael Arbirk og jeg blev, da sr. Regina – uden vores viden – havde tilladt sig at tegne små fødder på bagsiden af det første ”Nyt fra DUK”. Vi syntes det var barnligt, for Michael og mig, der var de første redaktører, var det vigtigt at vise at vi var seriøse, men sr. Regina var mere afslappet og kunne ikke se noget galt i de små fødder. Senere husker jeg, hvordan en børnelejr bemalede DUKs 2CV med billeder af Adam og Eva og syndefaldet. En bil, som ikke var særlig driftssikker – og som engang gik i stå, med sr. Regina bag rettet på Banegårdspladsen i Århus. Der var ingen, der var i tvivl om, at hvem, der havde den bil. Jeg så det selv… Der blev dyttet og dyttet…

Måske var der også nogle sammenstød mellem det sr. Regina havde lært i Paderborn, og så det, vi mente duede i Danmark. Men én ting var der aldrig tvivl om: det livsvidnesbyrd som sr. Regina gav. Vi var aldrig det mindste i tvivl om, at hun var søster helt ind i det inderste, at hun var grebet af en dyb kærlighed til sin skaber, og den ville hun gerne at vi skulle lade os gribe af. Og hun var også en medsøster, for det skinnede tydeligt igennem, at hun også holdt af sine medsøstre.

Ungdomsarbejdet fik med sr. Regina kort og godt ikke en ansat, men en søster, en som var alles søster, og det overbeviste i en sådan grad, at jeg vil tillade mig at betegne sr. Regina som den varme sjæl i det nye ungdomsarbejde, ikke bare på grund af sin personlige varme, men også i kraft af den tro, der så tydeligt skinnede igennem i hele hendes motivation.

Senere blev det retrætearbejdet, Århus menighed og sine medsøstre, som fyldte hendes tilværelse til fælles taknemmelighed.

Sr. Regina var et meget udogmatisk menneske. Hun havde ikke brug for mange stilladser for at hendes åndelige liv og hele virke kunne stå oprejst, og hun forstod heller ikke, at andre kunne have brug for rammer, som hun bare ville anse for udenpåværker, når det egentlige slet ikke har brug for forsvar for at stå igennem.

Som sådan var hun heller ikke spekulativ, men spontan og ydmyg, og derfor oplevede hun sikkert fra tid til anden, ikke at blive respekteret. Men alt dette ændrede ikke ved hendes livsglæde, som bare virkede som om den tog til, efterhånden som hun blev ældre og ældre. Hendes smil kom indefra, man kunne mærke ægtheden, spontaniteten, umiddelbarheden og ingen kunne undgå at lægge mærke til hendes komplette mangel på fristelse til at søge ære for sig selv.

Ja. Vil vi savne hende, og i dag er det vemodigt. Men der er meget at takke for: at denne ganske unge pige fra Bremen, vovede at komme her til vores land, og arbejde for det fælles gode, som vi kalder for kirken.

Det er tit sagt, at søstre har været menighedsbyggere. Det er en af dem, vi i dag tager afsked med, og jeg kan kun gisne om, hvor mange der skylder hende meget godt.

Hun ville søge Gud i alle ting. Hun søgte Gud i alle ting, Og nu: er hun forenet med ham, som hun søgte i et langt livs trofaste og inderlige kærlighed.

 

Jesper Fich op