Selv om jeg havde set sr. Renate på Strandvej mange gange gennem mange år, lærte jeg hende først at kende for tre år siden, da jeg kom til at ligge på jeres plejeafdeling med brækket ben. Da der blev muligt for mig at gå over til spisestuen, fik sr. Renate og jeg den vane at følges ad den lange tur tilbage til plejeafdelingen efter måltiderne. Vi var nemlig lige langsomt gående – sr. Renate med sin rollator og jeg med gangstativ. Det var altid en fornøjelse at snakke med hende. Hun var mild og blid, med sin behagelige, lidt generte smil og hendes altid nydelig udseende. Jeg har mange gode minder om hende, og det er et privilegium for mig at kunne fejre messe for hende og for jer i dag.
Den tekst fra Johannesevangeliet (kap12, 23-28) , I har valgt til sr. Renates begravelse, er magen til de tekster, vi har læst, fra Markusevangeliet de sidste par uger om søndagen. Fra Johannes har vi lige hørt, ”Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.” Er det ikke en dejlig tanke i forbindelse med sr. Renate – ”Hvor jeg er, dér skal også min tjener være.”
I Markus står der, ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det. . . . Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener.”
Vi finder den tankegang også i den bøn, der afslutter Sankt Ignatius’ Åndelige Exercitier: ”Herre, modtag al min frihed, tag min erindring, min forstand og hele min vilje. Alt, hvad jeg ejer og har, har du givet mig. Til dig, Herre, giver jeg det tilbage, så at du må råde over det efter din vilje. Giv mig kun din kærlighed sammen med din nåde, så er jeg rig nok og beder ikke om andet udover.”
Evangeliet siger, at man skal miste sit liv for at have evigt liv. Begrebet ”evigt liv” i evangeliet har en speciel betydning: det handler ikke om hvor langt et liv – et uendeligt langt liv, men om en særlig slags liv – egentlig Guds liv. ”Evigt liv” er Guds liv. Man skal give slip på sit eget liv for at gøre plads til Guds liv i sig. Og det kræver noget, ved vi godt.
I den tidligere del af vores liv, mens vi er unge, bruger vi ufattelig mange kræfter på at udvikle os blive til de personer, vi er, og det skal vi også. Det skal blive mit liv, og jeg skal vide, hvem jeg er, hvad jeg kan, hvad jeg vil. Men efter vi engang har fået det gjort, og tingene er nogenlunde på plads, kommer evangeliets paradoks – vi opdager, at frelsen består faktisk i at give slip på alt det, vi har knoklet for at bygge op.
Nu skal jeg skal give slip på mit liv, så at det kan erstattes af Guds liv i mig. Det sker lidt efter lidt, stille og roligt. Jeg skal give slip på min mening, som jeg forstår det, mine planer og ønsker og talenter og egenskaber og mine drømme. Og i den grad, vi kan gøre det, i samme grad oplever vi salighed – at Gud lever i os.
Vi skal også give slip på og miste det dårlige og ubehagelige, som er en del af livet for enhver. Ved Guds nåde skal jeg også give slip på mine bekymringer, mine frygter, alle de fejl, jeg har begået, alle de mennesker, jeg har såret, og ikke mindst også dem, der har såret mig. Disse ting kan være sværere at miste, at give slip på, end de ting, vi er glade for, fordi de sidder så dybt og fast og har betydet så meget for os.
Det var svært for sr. Renate at give slip på og miste det dårlige, selv om hun havde nået at opleve så meget af Guds liv i sig. Ligesom mange af jer, voksede hun op i en frygtelig tid og måtte opleve forfærdelige ting i sin ungdom.
Det var måske livets sidste svære udfordring for hende at skulle give slip på og miste det værste i hendes liv – fra så længe siden – så at Gud kunne forvandle det til godt. At gøre det kan virke næsten umulig for os, næsten for meget. Men hvis vi ikke synes, vi selv kan magte det, skal vi huske, at så vil Gud træde til og gøre det for os.
Martin Chase sj