Gå til indhold

Prædiken ved sr. Eugenias begravelse

 

Ved sr. Eugenies begravelse
Ingen af os lever for os selv.
Når Paulus siger sådan, så taler han ikke bare til sin nye menighed, at mennesker der troede på Jesus, den opstandne.
Men Kristus har rammesat den sandhed på hent ny og uomgængelig måde. Ikke for ingenting er han den nye Adam, det nye menneske, det nyskabte menneske.
Og vi, der står i efterfølgelsen af ham, har han givet friheden til at lade kærligheden råde.
Ordensfolk har den særlige kaldelse i kirkens liv, med hele deres liv at understrege, hvad der gælder for alle – at ingen af os lever for os selv.
Det smukkeste, man derfor vil kunne sige om en ordenssøster eller en præst – eller et hvilket som helst menneske – er derfor: hun levede ikke for sig selv.
Det var sr. Eugenies liv. Det kan godt være, at det ene eller anden nogen gange gjorde billedet uklart, men dog ikke mere end at det hele tiden stod skarpt, hvad hendes intention var. ”Ingen af os lever for os selv”.
Hvordan magtede hun egentlig det. En grusom flugt i slutningen af anden verdenskrig kunne have spoleret det hele, så hun aldrig havde turdet bruge sig selv på sin generøse måde som Skt. Josephssøster.
Hvordan gik det til? Det viste kun sr. Eugenie selv, og nu er det for sent at spørge hende. Men jeg er ret sikker på, at mødet med søstrene som ung pige på Island, åbnede døren for hende. I hvert fald førte det første Islandsophold hende til klosteret, og det fødte en dyb kærlighed til Island i hende. Island, som hun forlod med meget stor smerte, som et offer uoverkommeligt stort, som at miste alt endnu engang som dengang i de sidste krigsmåneder.
Og jeg lover dig, Sr. Eugenie, som jeg engang lovede Sr. Hildegard, at skulle jeg nogensinde komme til Island, vil jeg tage en smule jord med hjem til din grav.
Rigtigt mange år i tjeneste for det islandske samfund og for den lille kirke deroppe, har sat sig spor i mennesker og i vores fælles historie… Det er ikke forgæves, selvom det nu er fortid, men den fortid står vi i en eller anden forstand på, bevidst eller ubevidst.
Det fortælles at sr. Eugenie var en habil fotograf, og elskede – ikke mindst nordlyset.
Det mystiske lys, som trækker sine farverige bånd hen over en natmørk himmel. Og som viser en himmelsk skønhed… Lyse op i natten… Hun fulgte ham, der er verdens lys, og selv gjorde han hende til et lille nordlys – som oftest klædt i hvidt…
Sr. Eugenie
Må Gud nu møde dig, med det lys som du gav dig selv hen til, og må hans ansigt stråle over dig for evigt.

Jesper Fich op