Så gik der ti år. Retrætecentret var dengang et eksperiment, et af de første steder i Danmark, der seriøst tog opgaven op med retræter og åndelig vejledning. Det var virkelig et eksperiment. Dengang var tiden anderledes, interessen for åndelig søgen var ikke så entydigt, at vi med sikkerhed vidste, at tilbuddet ville blive taget imod. Et katolsk tilbud endda – hvem vil det – ja, tak, så længe det drejer sig om en skole, et hospital, et plaster, almindelig godgørenhed, men åndelig vejledning og retræte, – det går tæt på.
Og vi husker, at det var en usikker start, ikke mange syntes at bryde sig om tilbuddet.
Men efterhånden, hurtigt viste initiativet levedygtighed, og nu i dag efter de første 10 år, så ser vi med taknemmelighed på en uhørt frugtbar tid, som ingen vel hade turde håbe på.
For mig, som har fået lov til at være en slags free-lance medarbejder, og for jer andre som har båret dette, er dagen i dag derfor grund til meget stor taknemmelighed. Der tales så meget om ny-evangelisering, men her sker det, der tales så meget om selvoptaget åndelig selvkredsen, her bliver den forløst og mennesker skolet frem mod den eneste sande midte. Her har også almindelige katolikker fundet ud af, at der var et godt sted.
Alligevel må vi nok sige, at Stella Matutinas retrætearbejde først og fremmest har fået genklang hos ikke-katolikker. Det skal vi bare være glade ved. Helt fra begyndelsen af Skt. Josephssøstrenes virke i Danmark – vi fejrer netop i år 150 årsjublilæet – men allerede dengang var søstrene dem som havde den bredeste kontaktflade med mennesker i det danske samfund, langt mere bredt end præsterne f.eks. Det er i bedste mening den tradition af åbenhed, som I her har forsat. Stella Matutina er et økumenisk sted, her bliver ingen sorteret fra på forhånd, alle er inviteret inden for, uden at sortere i motiver eller konfession, ufærdig tro eller manglende dybde. Og uden at det i sig selv er noget mål, så har dette også ført en hel række konversioner med sig, rent bortset fra den større forståelse i folkekirkekredse for den katolske tro, som måske er den allervigtigste frugt.
Så fik jeg altså det privilegium at vælge messens evanglium. Det var ikke svært. ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, jeg har kaldt jer venner…”
Og hvorfor så dette, ud af evangeliets fylde? Fordi – ud af al den velsignelsesrige virke som retrætecentret har fået lov til at rumme, så er der en betydning, som står særlig markant. For det søgende menneske er det vigtigste at opdage Gud som ven. Der kan overhovedet ikke være nogen åndelig vækst, uden at troen på, at Gud vil mig det godt. Først og fremmest. Når I som dengang var initiativtagere og siden har været bærende kræfter, ser tilbage på de utallige mennesker, der har været her i kortere eller længere tid, så vil I bekræfte, at det for rigtigt mange har været et spørgsmål om at forløse et sandere Gudsbillede. Med salmistens ord: ”Jeg mindes du sagde: søg mit ansigt, dit ansigt søger jeg, Herre.”
Derfor er Stella Matutina blevet et afgørende vendepunkt for mange, i ordets bogstaveligste forstand en morgenstjerne, og I som er retrætecentrets medarbejdere, er blevet til apostle for venskabet med Gud. Og i mange tilfælde til pionerer for venskabet, som evangeliet forkynder os. For hvor har det været mange der med usikre og urolige skridt gik ind i dette hus og i denne kirke, og hvor mange usikre skridt frem mod Gud har der ikke været, hen imod Gud, som de måske frygtede, eller oplevede fjern eller fordømmende, men som de alligevel håbede på, eller tydeligt fornemmede, at han kaldte på dem: ”Jeg mindes du sagde: søg mit ansigt, dit ansigt søger jeg, Herre.” – Ja, for selve længslen efter Gud er lagt ind i mennesket ved skabelsen, derfor kalder salmisten det for et ”minde”, det kan aldrig slippe mennesket, for det som karakteriserer et menneske er først og fremmest, at vi er religiøse væsner.
For alle dem har I slået husets døre op, så disse mennesker fik stilhed til at åbne hjertets døre. Så sker det, at ordet undfanges i mennesker, for Gud vil ind i denne verden gennem mennesker, som bærer ham i deres inderste. Han vil inkarneres i vort liv og gennem mennesker i vores verden.
Tillykke derfor til jer som er fødselshjælpere, jordmødre for tro, venskabets apostle. Og husk: naturligvis går ordet også direkte til jer: ”jeg har kaldt jer venner!”
Jesper Fich