Ved Sr. Bonifatias begravelse, april 2012 – Immaculata Kirke

”Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne. Og ånden og bruden sige: kom! Og den, der hører det, skal sige: Kom! Den, der tørster skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet.”

Disse stærke ord fra Åbenbaringens bog rummer på enestående måde hele sr. Bonifatias liv. Og det ikke kun fordi morgenstjernen omtales her – Stella Matutina, hvor Sr. Bonifatia fik lykkelige og væsentlige år. Det var nemlig på ingen måde den eneste lyse og væsentlige tid i hendes liv. Sr. Bonifatia talte tit om sine år i Tyskland, som lykkelige, og på samme måde om sin tid på Rigshospitalet, og sin tid i Odense, og de alle de andre steder, hvor sr. Bonifatia blev væsentlig for sine medsøstre og for mange, mange mennesker i det hele taget, ikke mindst stribevis af præster, mig selv inklusiv.

Derfor spejler vi og genkender vi Sr. Bonifatia i Åbenbaringens ord, ikke kun fordi den taler om morgenstjernen, men fordi den taler om det hemmelighedsfulde og intime, der ligger i et ordenskald, og fordi den taler om den generøsitet, hun selv oplevede sig mødt med, og som hun derfor kunne dele ud af med et godt hjerte, forvandlet og frigjort til den samme generøsitet, som hun oplevede sig elsket med.

Utallige gange har vi fejret messe sammen – ja, jeg siger det udtrykkeligt sådan, for i det lille kapel på Primulavej kom præst og søstre nødvendigvis tæt på hinanden, og Sr. Bonifatia elskede at være tæt på alteret.

”Tænk, at det hellige er så nær, så tilgængeligt, så velgørende og inkluderende.” Sådan sagde hun igen og igen. Det var hele hendes liv, samlet i messen, tæt på, Sr. Bonifatia levede af og for den nærhed. Det var den samme mystiske nærhed, som optog hende, der gjorde hende til søster, og på ret indlysende måde også til Skt. Josephssøster, som netop har eukaristiens spiritualitet som pulsslag i det åndelige og personlige liv, og i hele virket for medmennesket.

Tæt på. Sr. Bonifatia ville at mennesker skulle opleve sig selv som noget værd. Hele hendes generøsitet byggede på et ønske om at gøre mennesker rige. ”Den, der vil skal få livets vand for intet.”

For Sr. Bonifatia var det en sætning af levet praksis. Sr. Bonifatias største generøsitet lå alt andet lige nok i hendes sans for de svage, og for dem som af det ene eller anden grund var såret. Hun havde en ualmindelig evne til at sætte sig ind i andre menneskers livsbetingelser og svaghed og hun forstod dem uden kritik. I visse livsafsnit har vi mennesker mere brug for en rejsefælle, der bare solidarisk vil være der, end for gode råd. De kan komme senere, ensomheden må først minimeres.

Og ganske vist ville hun, at der skulle komme orden i tingene, men hver ting til sin tid, først må mennesket få, siden kan det selv give.

”Ånden og bruden siger: kom! Og den, der hører, siger: kom…”

Jesper Fich OP