Den hellige Josef ville let kunne forstå, hvorfor Sr. Katharina var i den orden som bærer hans navn. Josef og Katharina var begge håndværkere, og de var begge troende mennesker, med et tæt forhold til Jesus.

For det er en håndværker, vi begraver i dag. Et menneske, der ikke var bange for at tage fat, som elskede at bruge sig selv, næsten som en illustration af opfordringen i Kolossenserbrevet: ”Hvad I gør, gør det af hjertet.” At stå i tjenesten for næsten var ikke et offer for Sr. Katharina, det var i pagt med hendes hjerte.

I hvilket der – ligesom hos Josef – var et ekko. Et ekko fra hyrden, der vil kendes på stemmen.

Ikke for ingenting vælger Kristus at beskrive det forhold som skal råde mellem ham og dem, der følger ham med en flok fårs forhold til deres hyrde. Det hans stemme, som de kan genkende, og den kender de så godt, så de kan skelne hans fra tusinde andre.

Den stemme som vi kan genkende, fordi den når helt derind i min inderste hemmelighed, og åbenbarer at jeg ikke er alene. Med Augustins stærke ord: ”Gud er mig nærmere end jeg magter at være mig selv nær.”

Dette ekko for Guds stemme er kernen i ethvert kald, og derfor har vi også valgt at lytte til evangeliet fra den gode hyrdes søndag, som tankevækkende nok, er den søndag som faldt mellem Sr. Katharinas dødsdag og dagen i dag, hvor vi følger hende til graven.

Lidt mere om det om et øjeblik.

For først endnu et par ord om Sr. Katharina som håndværker.

Hendes indsats for andre kom i stort omfang reelt til at være en tjeneste for sine medsøstre, som hun elskede. Ingen tvivl om at I var hendes familie. Hun havde ingen store bånd ud til verden uden for klosteret, men savnede det heller ikke. Og mange af jer, vil bevare mindet om en medsøster der nok så kompromisløst kunne tage fat for klosterfamiliens velbefindende.

Men det betød ikke at hun ikke fik lykkelige år uden for klosteret. I sin tid som hjemmehjælper har hun løbet op og ned ad trapper, og været hos mange ensomme og svage. Hvor hun låste sig ind, trådte der ikke kun en kommunalt ansat ind. Hun kom som Sr. Katharina, som medmenneske, som Sankt Joseph Søster og som kristen: ”Jeg har bedt med mange…” skal hun have sagt.

Så blev Sr. Katharina dement. Og hun begyndte at tale med i kirken, tale højt med, og sige med på alle de bønner, som præsten skal sige. Det forstyrrede, men det var i grunden et vidnesbyrd af stærkeste art: meget andet havde hun glemt, men messens bønner, de var blevet til hendes eget sprog inde i hende. De var blevet til et hjertesprog, som ingen demens kunne sløre.

Dog – efter en tid – kom Sr. Katharina ikke mere til messen, men var med til de daglige andagter med Sr. Johanne-Marie. Efterhånden forstod hun heller ikke meningen med hostien, som hun ikke ville tage imod. Og så dog alligevel: vel forstod hun, men på sin måde: for når hun så hostien, så sagde hun: Jesus, så er du hos mig!

Det er summen af Sr. Katharinas liv: ”Jesus, så er du hos mig!” Det er ekkoet, fra den gode hyrdes stemme…

Og derfor må vi nu, naturligvis, hvad andet, synge den sidste salme, som Sr. Johanne-Marie sang for hende, umiddelbart før hun døde…

Så er du, Jesus, da hos mig

og alt min længsel stilles.

Bliv hos mig, lad mig favne dig

og aldrig fra dig skilles.

(CFW Karup)

Jesper Fich op