CSJ – 200 år – 28. september 2012

Vi fejrer historie i dag. 200 år med Skt. Josephssøstrene af Chambery. Og vi – som I har inviteret til jeres store dag – fejrer historie sammen med jer, Skt. Josephssøstre, og vi gør det for at sige tak. Der ER meget at være taknemmelige over og der er grund til stolthed og glæde.

I grunden kan ethvert foretagende, der kan fejre 200 års beståen, have grunde til stolthed og glæde, men ikke nødvendigvis taknemmelighed. Men I har grund til taknemmelighed, for Skt. Josephssøstrene er ikke bare et hvilket som helst foretagende. Vi tror, jeres fællesskab bygger på Guds kald og gode vilje, og at de 200 år i kirkens og næstens tjeneste er en direkte gave fra skaberen selv. Jeg kommer i tanker om Gamaniel, som man kan læse om i apostlenes gerninger, hvordan han i det jødiske råd sagde om apostlene og de første kristne at ”hvis dette – altså den første kirke – er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem.” (apg. 6.38)

Det slidstærke ved Skt. Josephssøstrene ordenssamfund er netop at trofastheden har et navn, og det er ikke jeres. Derfor er taknemmeligheden æresgæst i dag. Taknemmeligheden til Gud. Eller med jeres åndelige fader Ignatius’ ord: alt til Guds større ære…

Men vi fejrer ikke kun historie for at se tilbage. Sådan er det aldrig i kirken, så vigtig tradition og historie end er, så meget vigtigt erfaringsstof historien end leverer, så ingen skal håbe uden grund. Alt det er sandelig vigtigt, men ikke det hele. Vi fejrer i kirken også altid historie under den vinkel, at vi besinder os. At vi så at sige ”pakker taknemmeligheden ud”.

I taler om ”At realisere Guds vilje” – Guds vilje er altid nutid, og den er altid hastigt under udvikling. Den tillader aldrig nogen at hvile på laurbærrene eller at gå pension, før Gud selv fører mennesket til den evige fuldendelse.

Derfor er det aldeles afgørende at pakke taknemmeligheden ud. For historien, både kongregationens 200årige historie, og hver enkelt søsters historie, er den samme på den måde, at den altid dokumenterer at kraften kommer fra Gud. Hvis man bare havde præsteret, så var der jo ingen grund til taknemmelighed, men måske stolthed eller glæde. Men nu er taknemmeligheden her også. Det er altså meningen, at I skal være troens kvinder, kvinder der stoler mere på Gud end på, hvad I lige ser hos jer selv. Her er det værd at mindes Sr. St. Jean Marcoux som havde et trosmod, Gud kunne bruge, til at skabe meget ud af intet.

Sådan er Gud, han skaber altid ud af intet. Det er hvad vi tror, og så er det bare om at pakke taknemmeligheden ud, så begynder underet.

Og dermed har jeg allerede sagt, at det væsentligste ved at fejre historie er viljen til at rette sig mod fremtiden. Den fremtid, der kun kan vindes, hvis I tør, eller bedre: hvis I tror. Som Joseph, som Jomfru Maria, som Sr. St. Jean Marcoux, som Sr. Marie-Félicité, som de første fire søstre i Toldbodgade, eller de søstre, der selv malede plankeværk i Griffenfeldsgade, for nu at nævne nogle få.

Troen var levende i dem, og det fik dem til at trodse deres egen formåen, sådan som I også har erklæret, at I er parate til.

For verden hungrer mere end nogensinde efter at blive helet. Kaldet til at fremme enhed er så nødvendigt og stærkt som nogensinde i en splittet verden, hvor også mange mennesker lider under indre splittelse.

Der er en eksistentiel nød – og et stort råb om nogle, der kan hele menneskers indre splittelse.

Vi tror, at den eneste, der kan hele mennesker er skaberen selv, at menneskers liv i tid er til for at Gud kan dette: hele mennesket… Og han kalder på dem, der tør gøre kaldet i enhedens tjeneste til deres livs opgave op blive sendt af ham. Guds kalder og han kalder jer. Hans kald er altid ungt…

Jesper Fich op