Når vi i dag tager afsked med Sr. Elisabeth, så slutter et usædvanligt langt og trofast ordensliv. Men også et åndeligt liv, der strakte sig helt tilbage til dengang Sr. Elisabeth endnu hed Theresa og var en lille pige.

Det er ikke så mange år siden, at Sr. Elisabeth fortalte mig, hvor smerteligt det var for hende, som fireårig at miste sin mor. “Men så bad jeg jomfru Maria om at træde i min mors sted og det gjorde hun.” Sr. Elisabeth havde en helt ualmindelig stærk hengivenhed til jomfru Maria, så stræk at hendes eget liv ikke ville have været det samme uden hende. Derfor har vi også hørt evangeliet om Maria og Elisabeth, de uadskillelige to kvinder, der var nødvendige for hinanden. Ligesom Johannes Døberens mor Elisabeth var vores Sr. Elisabeth også uadskilleligt knyttet til jomfru Maria. Hun var for hende trøstens mor…

“Vi trøster andre med den trøst, vi selv er blevet trøstet med”, siger Paulus i sit brev til korinterne (2. Kor. 1,4). I sin tro og hos Maria fandt den lille Theresa trøst, og det blev nøglen til det ordensliv, hvor det at trøste andre blev meningen. Omsorgen for andre blev ved med at optage hende: helt ind til det sidste, hvor hun sagde til den søster, der var hos hende: “men du må jo være dødtræt…” Sr. Elisabeth har bedt utrætteligt mange bønner for jer og for mig. Sr. Elisabeth var umådelig trofast i sin bøn. Men ikke som en disciplin, men som et udtryk for det åndelige venskab, som fyldte hende, og som havde fyldt hende siden hun var lille. Familieforbindelser til Sankt Joseph Søstrene bragte hende i 1939 – lige før krigen lukkede grænserne til Danmark – hele vejen fra Sydtyrol. Som den eneste – så vidt jeg ved – der kom til dette hus fra Sydtyrol. Og herfra videre til 53 velsignelsesrige og frugtbare år på Island.

”Hvordan kan Gud tillade, at jeg har så mange smerter?” sagde Sr. Elisabeth til nattevagten forleden nat. Hun vidste hvad smerter var, og hun vidste at hendes kræft havde udviklet sig virkelig ondartet. ”Nej, – jeg er ikke bøs på Gud…” Nej, hun var ikke bøs på Gud. Men hun var hans fortrolige. Når man er fortrolig med Gud, så når man et ærlighedens sprog i bønnen, som gør at man ikke behøver gemme noget væk. Så kan man sige alt, uden at være bange for at blive misforstået. Så er der tryghed, så er der bredde. Jo længere vi går ind i bønnen, jo mere sikker er vi på, at vi kan være helt med Gud. Man dør en onsdag, mente hun – det er Josephs dag, han leder mennesket til Gud og værner dem, der hører til hans familie. Og det blev onsdag – inden hun definitivt kunne lægge sit liv i Guds hænder for at holde jul i himmelby.

Jesper Fich